Blog Image

Regitze Tilma

nyhedsbrev januar 2019

Kort fortalt Posted on 19 jun, 2019 09:19:10

2019: mere end valg,
udvikling og bespareøvelser

Så vendt vi igen et kalenderblad og 2019 kom godt i gang med
adskillige nytårskure, nytårsparoler – og helt almindeligt arbejdsomt
byrådsarbejde.

Hørte man borgmesterens tale til nytårskuren, så skulle man
tro at træerne voksede ind i. Sandheden er, at udviklingen går i den rigtige
retning for Middelfart på mange parametre, men der er også adskillige store
udfordringer, som vi arbejder hårdt på at forbedre.

De pressede skoler
Vi ser det bl.a. på skoleområdet, der er presset til det yderste pga.
faldende børnetal og de løbende spareøvelser, der har været gennemført. Venstre
kom frem med forslaget om at flytte børnene fra Vestre skole til de øvrige
byskoler for at få penge flere penge til at styrke og drifte hele skoleområdet.
Samtidig kunne de 30 millioner, som skolen står til at skulle renoveres for,
bruges til noget andet til glæde for by og kommune.

Sådan et forslag kommer vi jo ikke med for sjov. Det ér
alvorligt og skolerne ér pressende. Men
der er ingen nemme løsninger. Antallet af ældre og helt små børn vokser – hvor
skal pengene tages fra? Det eneste, der
er at gøre, er at koncentrere sig om kerneområdet og få mest ud af den kage,
der er at skære af. Nogle gange må man sige det, der er upopulært for at skubbe
til en udvikling eller sætte nye tanker i gang.

Bæredygtig
byudvikling
Men byrådet har mange opgaver og skal udvikle hele kommunen. Derfor er vi i
gang med et ambitiøst projekt om bæredygtig byudvikling, hvor alle områder
kommer gennem en udviklingsproces med alle de borgere, der har lyst til at være
med. Jeg kan kun opfordre til at man deltager, når turen kommer til
lokalområdet. Der lægges ud med Strib, Gamborg/Roerslev, Brenderup og
Røjlehalvøen inden sommerferien.

Trafiksikkerhedsanalyse
I Teknisk udvalg har vi lyttet til borgernes interesser, der på mange
områder handler om trafiksikkerhed. Der er bl.a. indkommet 216 ønsker til
forbedringer. Vi kan nok ikke imødekomme alle ønsker, men vi er ved at lægge en
plan for gennemgang, seriøs behandling og prioritering af bekymringsstederne.
Meget handler nok i virkeligheden om adfærd. Det kommer der meget mere om.

Mød din politiker
Venstre har været meget optaget af at få byrådet tættere på borgerne. Vores
forslag om at flytte et par byrådsmøder ud af rådhuset er blevet taget rigtig
godt imod. Byrådsmøde i Gelsted blev en succes. Næste møde bliver 1. april på
Fjelsted-Harndrup skole.

Vi ser frem til et travlt 2019 med masser af liberale
dagsordner og to vigtig valg, der skal gennemføres. De har stor betydning for
den lokale velfærd og mulighederne for at løse de helt nære opgaver – bl.a. på
sundhedsområdet.



Ændret skolestruktur i Middelfart midtby?

Kort fortalt Posted on 22 jan, 2019 11:54:19

Venstre
i Middelfart ønsker en diskussion om mulighederne i at flytte eleverne fra
Vestre skole til de to andre byskoler: Østre Skole og Lillebæltsskolen.

Baggrunden
for vores forslag er skolernes pressede økonomi nu og de kommende 7-8 år, hvor
børnetallet er lavt. I en henvendelse til byrådet har
skolebestyrelsesformændene tydeligt fortalt om deres bekymring – den tager vi
alvorligt.

Venstre
ønsker at se på mulighederne og potentialerne ved en ny struktur og ser flere
fordele i at flytte eleverne fra Vestre Skole til Østre Skole og
Lillebæltsskolen:


En
flytning vil give en årlig driftsbesparelse på ca. 4,5 mio. kr., som kan blive
til gavn for driften af alle skoler i kommunen.


En
flytning vil betyde, at Østre Skole vil få 2 spor hele vejen op, mens
Lillebæltskolen vil få 3 spor på de fleste årgange.


En
samling af eleverne på to skoler vil give større mulighed for at rumme et bredt
spektrum af lærerkompetencer over fag og klassetrin og bedre muligheder for, at
lærere kan komme til at undervise i de fag, de er mest kvalificerede i – det
kan give større faglighed


En
flytning vil også forhindre, at eleverne i et par år skal have en skoledag midt
i et større renoveringsprojekt med de gener det giver i en i forvejen trængt
midtby, store maskiner, dårlige oversigtsforhold, trafiksikkerhed m.m.


De
sparede anlægsudgifter til renovering af Vestre Skole kan anvendes til mulige
tilpasninger på de to andre skoler, sikker skolevej m.m.


Da
skolerne, eleverne flyttes til, ikke er langt væk, bevares den vigtige lokale
forankring.

Venstre
ser flere spændende muligheder i bygningerne på Vestre Skole, med den gode
centrale placering. Der kunne f.eks. blive tale om en kombination af boliger,
spillested, kulturhus, foreningshus, hyggeligt gårdmiljø m.m. som ville blive
et spændende aktiv for den del af Middelfart by.



Budget2017: Velfærdsservice

Kort fortalt Posted on 16 okt, 2016 13:44:16

Vigtigt for Venstre i budget
2017: I dag om velfærdsservice:

Når der skal fremhæves gode ting
er der en tendens til, at man fremhæver fysiske ting, som renoveringer, nye
byggerier eller et prestigefyldt (klima) projekt. Men i Venstre har vi også øje
for, at hverdagen skal hænge sammen, og at vi nogle gange må forebygge og
forberede for at sikre et godt fundament for fremtiden.

Så derfor er vi i Venstre særligt
glade for, at der blev plads til opnormeringen på sagsbehandlerne på
børneområdet samt handicap- og psykiatri området med et særligt fokus på
forebyggelse. Vi er også glade for, at vi fik et indført et fokus på kommunens
kommende ungemiljø, og bevaret de lange åbningstider i børnehaverne generelt, så
pendlerne ikke lades i stikken.

Desuden er vi glade for, at der
igen i år er brugt konkurrenceudsættelse
– hvilket er dét man gør, når man prøver kommunens eget tilbud af mod det
private for at sikre, at vi er lige så effektive, som andre i branchen.

Dét var kort fortalt Venstres
mærkesager omsat til praksis i budget 2017.



Budget2017: Bosætning

Kort fortalt Posted on 16 okt, 2016 13:41:57

Vigtigt for Venstre i budget
2017: I dag om bosætning:

De mange gode bosætnings tiltag
er en del af kernen i budget 2017: Vi har bevaret normering i børnehaverne,
bevaret klubberne ved de mindre skoler, bevaret tilbud om ekstra lang
åbningstid i Nysgerium, bevaret Føns børnehave, sat millioner af til
områdefornyelse i Ejby og ombygning af Vestfyns hallen, og vi har udvidet den i
forvejen ambitiøse skolerenoveringsplan. Alt sammen tiltag, der forbedrer
vilkår og muligheder for de borgere, der i forvejen bor her, men som også er
med til at gøre kommunen attraktiv for nye borgere.

Det er mærkesager for Venstre, der arbejder
for udvikling i hele kommunen. Det gør vi bedst ved at bevare attraktive tilbud
og udvikle mulighederne for det aktive, frie liv.



Budget2017: Erhvervspolitik

Kort fortalt Posted on 16 okt, 2016 13:40:56

Vigtigt for Venstre i budget
2017: I dag om erhvervspolitik:

I Venstre er vi glade for den styrkede
virksomhedsindsats, som budget 2017
giver – fx blev der penge til Erhvervscentrets arbejde med
produktionsvirksomheder, til en ny pulje til innovation- og iværksætterkraft og
til fortsættelsen af puljen til landdistrikter, der kan geare lokale tiltag.
Alt sammen noget, der bringer muligheder for arbejdspladser og innovation med
sig.

Vi havde naturligvis også gerne
set en fjernelse af byggesagsgebyret, men med den flotte placering, kommunen
fik i endnu en erhvervsvenlighedsundersøgelse kunne dét ikke få opbakning. Men
med vedholdenhed, gentagelse og timing fik vi afskaffet dækningsafgiften, så vi
arbejder vi videre med byggesagsgebyret. For skal vi holde de fine placeringer,
må der arbejdes på alle fronter.

Derfor er Venstre også godt
tilfredse med de mange turistfremmende aktiviteter, der også er blevet plads
til i budgettet: som opgradering af strandene, udbygning af Marinaen og mere
synlighed gennem Visit Middelfart. Det er ikke blot med til at styrke vores
erhvervsvenlighed, men forbedrer også vores image og attraktivitet som
bosætningsområde.



Vigtigt i budget2017: Skolerne

Kort fortalt Posted on 16 okt, 2016 13:40:06

Byrådet har i aften vedtaget det
endelige budget for 2017. Venstre har igen i år lagt stemmer til og over et par
opslag eller mere vil jeg komme nærmere ind på, hvad Venstre har lagt vægt på i
forhandlingerne.
I dag om skolerne:

For det første er vi glade for,
at vi fik fjernet de værste besparelser på skoleområdet – faktisk lykkes det
næsten at halvere de planlagte besparelser.
Især dem, der ramte skolerne direkte, som f.eks. muligheden for større klasser.

Samtidig har Byrådet udvidet
budgettet på den i forvejen ambitiøse skolerenoveringsplan, så Skrillingeskolen
renoveres på lige fod med de øvrige folkeskoler. Det betyder, at vi over de næste 7
år investerer over 200 mio. kr. i moderne skoler. Det passer rigtig godt til
Venstres bosætningspolitik.

Venstre havde et ønske om at
nedbringe ventelisterne på Musikskolen, men det var alligevel vigtigere at få
fjernet besparelserne på skolerne. Her måtte vi prioritere.



Råd til fleksibilitet

Kort fortalt Posted on 19 aug, 2013 22:04:43

Venstre stemte i dag for, at gøre børnehaverne i Middelfart
mere fleksible i forhold til søskendevalg.

Tidligere var det sådan, at der kunne tages søskendehensyn, hvis den ønskede
institutions normering ikke var nået, eller hvis normeringen i distriktets
øvrige institutioner var nået. (altså, at man fyldte op i distriktets
børnehaver før søskendehensynet)

Nu
bliver det muligt at tildele søskendepladser, selvom normering i distriktets
øvrige institutioner ikke er nået. (altså hensyn før økonomi)

Betingelsen er, at
der skal være plads til oprykning af “interne”
vuggestuebørn, som har fortrinsret i forhold til søskende, og at søskende kan
nå at være i samme dagtilbud i mindst tre måneder.

Denne lille fleksibilitet
koster 30.000 kr. om året – dejligt, at der igen er råd til de små detaljer,
der gør livet lidt lettere for børnefamilierne.