Kære venstre- og andet godt folk. Tak fordi I havde lyst til at komme til Cathrinebjerg i dag og fejre Grundloven i dette fantastiske vejr.

Da Kredsen aflyste årets grundlovsarrangement, var jeg egentlig lidt ærgerlig.

Ærgerlig, fordi det er længe siden, vi sidst har fejret Grundloven. Sidst var faktisk i 2018, da der i 2019 var Folketingsvalg og Corona i 2020. Jeg var også lidt ærgerlig, fordi det jo plejer at være en rigtig hyggelig dag i godt selskab – det er meget længe siden, vi sidst har kunnet samles i en større forsamling.

Men ikke mindst ærgerlig fordi, der efter mere end et år med Corona – som har vendt op og ned på plejer og vores måde at leve på, er så meget at sig om lige netop Grundloven og de rettigheder, vi tidligere har taget for givet i hverdagen.

For sjældent har vi oplevet vores grundlovssikrede rettigheder sat så meget under pres som i det forgangne år.

Jeg tror, vi alle samme kan huske, hvor vi var den 11. marts sidste år. Det er sådan en af de skelsættende begivenheder, man husker som 9/11, eller for nogle måske månelandingen.

11. marts 2020 står klar i erindringen for mig, fordi det var første gang min frihed til at mødes med andre blev for alvor begrænset. ”Gå hjem og bliv hjemme”, blev der sagt. Og ud over dem, der i så alvorlig grad manglede toiletpapir fra butikken, at de nærmest kom op at slås, ja, så gik vi hjem og aflyste alt.

Jeg husker, at jeg gik fra Strib skole fra en generalforsamling i Strib i Bevægelse, fik hentet min datter, der med kort varsel var blevet sendt hjem fra efterskolen. Og så blev kalenderen ellers ryddet.

Aflysninger og udsættelser af møder, arrangementer, fester og begivenheder har været mere reglen end undtagelsen det seneste år.

Restriktioner på hvor mange, man må være samlet både inde og ude. Hvornår en fest må slutte, hvordan og hvor tæt man må sidde, samt påbud om at bære mundbind eller lignende i butikker og supermarkeder osv. osv. blev pludseligt helt almindeligt.

Havde nogen fortalt os, at dét ville blive hverdag i Danmark, så havde vi grinet højt og rystet på hovedet. Aldrig.

Men her er vi så. Til grundlovsmøde med max 50 deltagere. Med Corona pas, håndsprit og mundbind i lommen. Med en bevidsthed om, at nok har vi RET til at samles med hvem vi vil, at sige, hvad vi vil, og at hjemme, kan man gøre, hvad man vil. Men liiige i øjeblikket har vi ikke LOV.

Vores forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og privatlivets fred er sat på stand by. Grundloven har – for en tid – og vi ved ikke hvor længe – fået en parentes.

Jeg forstår godt, hvorfor det var nødvenligt at trække hårdt i nødbremsen dengang i marts 2020. Man vidste jo ikke, hvad man havde med at gøre og skrækhistorierne om overbebyrdede sygehuse og rekordmange dødsfald skræmte.

Men det tog lige som overhånd på et tidspunkt. Mette Frederiksen tonede gang på gang frem og formanede danskerne om at passe på sig selv og de andre, gøre sin pligt og blive hjemme. De mange frivillige, der legede Corona-politi, som var med over alt, og så alt på Facebook, til fødselsdagen og i haven og butikken, hvor man kunne stå for tæt, eller glemme sit mundbind, bakkede op – råbte op og udskammede enhver, der ikke gjorde, som der blev sagt. Mette F. havde jo talt, og ingen fik taletid til at sige imod. Epidemiloven var ret totalitær og det var Corona-politiets udskamning også.

Men det værste var nok, at vanen med at involvere så få som muligt i sine beslutninger bare fortsatte for statsministeren og det politiske system. Derfor blev jeg også for alvor rystet i min politiske grundvold af Mink-sagen.

Allerede ved de første udmeldinger begyndte jeg at tvivle på politikernes intentioner- på om jeg nu også hørte sandheden fra landets øverste beslutningstagere, om der var skjulte dagsordner bag beslutningerne. Og med dét begyndte tilliden til demokratiet som et folkestyre at vakle.

Dét er noget af det værste, der kan ske i et land, særligt i en krisetid. For mig var det en rigtig grim personlig oplevelse, som det tog mig lang tid at lægge bag mig.

Men jeg var stolt af at se landbruget og dets støtter stå sammen i en fredelig protest – Det er muligt, at de bliver færre og færre, og at de sjældent råber op. Men Landbrugs-Danmark ér der, og de har flere støtter end By-Danmark tror. Jeg håber, det er noteret!

En af de værste bagsider ved nedlukning af landet er jo nok, at forenings-Danmark blev sat på pause. En pause, som ikke helt er slut endnu. For genstarten er kun så småt i gang, og vi har ikke set konsekvenserne endnu. Idrætsforeningerne melder om faldende medlemstal, festivaler, der er store indtægtskilder er aflyste og ildsjælene har ikke kunne samles i meget lang tid.

Foreningerne er livsnerven i vores demokratiske samfund, dem, der er kittet i lokalområderne, dem, der skaber fællesskaber, livskvalitet og aktivitet. En genstart af foreningslivet er afgørende for fremtiden. Uden dem vil vi se stigende ensomhed, mindre sundhed, manglende demokratisk opdragelse og færre fællesskaber. Derfor sætter vi også politisk meget ind på, at foreningslivet kommer i gang igen.

I dag kan betegnes som en start.

Nu står vi så og nærmer os noget, der minder om samfundet post-Corona. Men jeg tror dog aldrig, det bliver helt som det var en gang. Forhåbentligt har vi også lært noget.

Lært noget om virus, opfindsomhed og om medmenneskelighed – for der var da også lyspunkter og skønne eksempler på folk, der hjalp hinanden og på fællessang i fjernsynet. Sammen hver for sig.

Et af de positive ord, der dukkede op i Corona tiden var ordet ”samfundssind”. Et godt ord og vel egentlig også en god betegnelse af en følelse, hvor man har lyst til at bidrage og tage ansvar for mere end sig selv.

Dét fik Corona heldigvis også vist. Mange gik foran for at hjælpe i test- og vaccinations-centrene, selv om de var gået på pension. Andre købte ind for udsatte borgere eller hjælp dem, der måtte isoleres. TAK til jer.

Jeg har en ide om, at den tillid, frihed og det ansvar, der står mellem Grundlovens linjer er det, vi nu har et ord for – nemlig samfundssind.

Men jeg håber også, at vi efter Corona-tiden har lært noget om demokrati og behovet for Grundlovens rettigheder til at sikre vores frihed på alle måder.

Konsekvenserne ved et land uden Grundloven er vidtrækkende, parenteserne, vi har set, kan heldigvis ophæves og forhåbentligt har vi ikke set det sidste til konsekvenserne af mink-sagen.

Inden længe, så går den kommunale valgkamp i gang. Det har været en udfordring at planlægge noget, for man kendte ikke til restriktioner, vaccinationsplaner eller påvirkningerne udefra.

Venstre i Middelfart har heldigvis været tidligt i gang og undervejs været samlet digitalt for at lægge planerne for valgkampen, der så småt er i gang.

Der er sket meget både lokalt og på nationalt plan, der vil påvirke vælgerne. Også vores politiske arbejde blev svære at udføre under pandemien, der centraliserede magten for en periode.

Men vi håber, og tror på, at vores hårde arbejde gennem mange år og det ansvar vi tager for udvikling i hele Middelfart Kommune, er blevet bemærket. For selv om det går godt i Middelfart, så kan vi gøre det bedre, mere åbent og mere involverende. Dét står vi for.

Tak fordi, I kom og fejrede Grundloven, der er med til at sikre, at friheden og tilliden kan vende tilbage til vores land.

Rigtig god sommer