Tale til byrådsmøde juni 2020

Effektiviseringer har generelt et dårligt ry. Mest fordi de oftest bliver set som en anden måde at spare på. Men hvis vi skal kunne opretholde den gode velfærd for borgerne, så er der et behov for at gentænke og udvikle måden, vi løser de kommunale opgaver på.

Derfor er arbejdet med løbende effektiviseringer vigtig. Vi skal finde ud af, hvordan vi opnår den samme eller måske bedre service for de samme penge. fx ved at styrke den teknologiske udvikling.

Men også på, hvordan vi med målrettede investeringer kan løfte indtægtsgrundlaget, så der flere penge at arbejde med. Ved at se på udviklingen i et længere perspektiv end blot et enkelt budgetår, er der mulighed for at arbejde konstruktivt, lægge planer og sikre kvaliteten.

Ser vi på de forslag direktionen er kommet med, så indeholder de netop teknologisk udvikling og digitalisering, men også projekter, hvor man tænker drifts-reducerende, tværgående og med nye organiseringer – her set med nye øjne på borgerservice, biblioteker og ejendomscenter.

Der er ingen tvivl om, at det forslag, vi har haft det sværest med, er forslaget om ejendomscentret.

Her vil vi gerne have indført en evaluering om to år, hvor der kigges på om det er lykkes at reducere m2’erne, og hvad det har betydet for personalet og de institutioner, man har taget pengene og opgaver fra, for at kunne realisere denne centralisering af opgaver, økonomi og personale.

Kan vi få det med, så stemmer Venstre også for forslaget.