Tale på byrådsmøde d. 30. marts 2020

Trafiksikkerhedsplan 2020-2025 udstikker retningen for arbejdet med trafiksikkerhed de kommende år og den udgør, så at sige køreplanen for, hvordan vi vil gøre vejene endnu mere trafiksikre, end de i forvejen er.

For jeg vil godt indlede med at sige, at det positive budskab i planen er, at antallet af tilskadekomne på vores veje har været støt faldende de seneste år. Det er jo godt at se, at tidligere års trafiksikkerhedsarbejde har båret frugt.

Men selv om antallet af tilskadekomne er faldet, så har vi steder, hvor der er sket så mange uheld, at de betagnes som såkaldt ’sorte pletter’. Dem er der 5 af i Middelfart kommune og det er 5 for mange.

Trafiksikkerhedsplanen indeholder derfor konkrete løsninger, så vi kan få forbedret trafiksikkerheden på de sorte pletter – det drejer sig om en strækning og tre kryds i Middelfart og et kryds i Brenderup. De fleste er der allerede fundet finansiering til.

Udover at undgå deciderede skader i trafikken, så er oplevelsen af tryghed når man færdes i trafikken også et parameter, der er vigtig for mange. Derfor indeholder trafiksikkerhedsplanen en model for håndtering af de mange ønsker om bedre tryghed i trafikken.

Ønskerne har vi fået ind fra borgere både på et tidligt tidspunkt i planlægningen, men også i den høring af planen, der har været.

Trafiksikkerhedsplanen indeholder en model for, hvordan vi systematisk vil arbejde med de mange henvendelser, vi får, og hvordan vi får dem prioriteret i Teknisk Udvalg. På den måde sikrer vi, at vi bruger de afsatte midler til trafiksikkerhed bedst muligt, så vi får mest mulig tryghed for pengene.

Et sidste, men også vigtigt element i trafiksikkerhedsplanen er indførelse af en særlig pulje til gennemførelse af målrettede lokale trafiksikkerhedskampagner i samarbejde med f.eks. lokaludvalg og grundejerforeninger.

Det er en helt ny måde at gribe trafiksikkerhedsarbejdet an på. Den er baseret på tankegangen om, at man har lettere ved at ændre usikker adfærd i trafikken, hvis det er det lokale fællesskab, der opfordrer til det, i stedet for f.eks. en national kampagne.

Den lokale indsats kan også indeholde mindre anlægsarbejder, der kan forbedre trafiksikkerheden, hertil vil vi f.eks. kunne søge fonde og andre eksterne puljer til at støtte om denne nye måde at arbejde med trafiksikkerhed på.

Teknisk Udvalg ser frem til denne nye måde at arbejde med trafiksikkerhed på indstiller, at Byrådet vedtager trafiksikkerhedsplan.

Skulle du have lyst til at vide mere om bl.a. trafiktællinger, forslag til forbedringer og lokale uheldsstatistikker eller vil du indrapportere en farlig lokalitet, så er der meget viden at hente på hjemmesiden www.trafiksikkerhedsplan.middelfart.dk

Sag nr. 300 – Forslag Lokalplan 197 og kommuneplantillæg nr. 16 for et solcelleanlæg på Vanghavevej vest for Nr. Aaby

Et vigtigt element i den grønne omstilling af vores samfund er, at en større og større del af vores energiforbrug skal dækkes af vedvarende energikilder.

Særligt solceller er der blevet udviklet meget på de senere år, og vi ser nu ansøgninger til forholdsvis store anlæg.

I denne konkrete sag er det Better Energy, der ønsker at opføre et anlæg på ca. 25 ha lige nord for motorvejen mellem Roerslev og Nørre Aaby. Anlægget skulle kunne produceret hvad der svarer til det årlige strømforbrug i godt 4.000 husstande.

Solceller er måske ikke lige så indgribende som vindmøller, men selvfølgelig betyder det noget, om man er nabo til en solcellepark eller til en kornmark. I lokalplanen er der derfor taget udvidede hensyn til de nærmeste naboer og omgivelserne i øvrigt, blandt andet i forhold til krav om afskærmende beplantning.

Der har været en indledende runde hos de nærmeste naboer og som en del af den videre proces indstiller Teknisk Udvalg, at lokalplanforslag og kommuneplantillæg sendes i en 8 ugers offentlig høring fra 1. april.

Samtidig skeler vi til, om der skulle at komme nationale anbefalinger om grønomstilling, nabohensyn og udvikling i landdistrikter.