Venstre har gennem årene været konstruktiv opposition,
samarbejdet, været iderige og taget vores del af arbejdet for at gøre det
bedste for Middelfart Kommune. Vi har sikret, at borgerlige mærkesager blev
gennemført i bred enighed. Senest fjernelse af byggesagsgebyret. Vi har vores
andel i, at det går godt.

Vi vil hellere bidrage konstruktivt, trække i den rigtige
retning, få indflydelse og gennemføre reelle tiltag end at sidde med korslagte
arme, når der skal indgås kompromiser. Derfor har vi også været med til nogle
projekter, vi egentlig ikke synes var kommunale opgaver. Kun ved at deltage
kunne vi påvirke indholdet og få indflydelse.

Vi går helt naturligt efter borgmesterposten, hvor vi kan få
endnu større indflydelse. Vi står stadig for det brede samarbejde, fordi vi
tror på, at dét når vi længst med.

Men vi ønsker også forandringer. Forandringer, der bunder i
mange mange år med samme politiske styre. Det har aldrig været sundt for
virksomheder eller offentlig institutioner at have samme styre i alt for mange
år. En ny metode, en ny kultur, en ny vinkel på tingene – det er sundt og tiltrængt.

Mange siger, de ikke kan se forskel på partierne. Det er nok
fordi vores intentioner er de samme. Vi vil det bedste for borgerne. Men
metoderne kan være forskellige. Et eksempel: hele byrådet er enige om at give
en mio. kr. til foreningsområdet – Soc.dem. vil ansætte en centralt placeret
konsulent. Venstre vil have pengene ud til foreningerne at arbejde. Det ér
forskel.

Stem Venstre, hvis du vil være sikker på en borgerlig
tilgang til lokalpolitik, sund fornuft og samarbejde i Byrådet.