Tak for invitationen til at tale her i aften!

Nogle gange kan det være en lidt utaknemmelige opgave at holde en
Skt. Hanstale. Utaknemlig fordi den tale, som man har brygget sammen og har
gået og tænkt lidt over, har det med at blive væk i vinden, men også lidt
utaknemmelig, fordi det vi mødes om til Skt. Hans hurtigt bliver en gentagelse
fra sidste år.

For det traditionelle spørgsmål er jo hvad er det så, vi fejrer
til Skt. Hans? Der indgår jo både hedenske og kristne traditioner, der er
blandet godt med både danske og udenlandske vaner – forenet i den lyse danske
sommeraften.

Men bag alle de ting, så fejrer vi vel først og fremmest Skt.
Hans af den lidt triste årsag, at året vender, og at vi går mod mørkere tider. En
sådan vending kalder på en markering eller fejring.

For sådan er det jo altid med de store begivenheder i livet, de
kræver en markering, hvad enten det drejer sig om en fødsel, et bryllup eller
en afsluttet eksamen – det kræver alt sammen en fejring.

I gamle dage mente man, at det var farligt at befinde sig i en
overgang fra én tilstand til noget andet. Her var man nemlig i en slags
ingenmandsland. Og i “ingenmandsland” hersker mørkets magter.

Derfor måtte man gøre noget for at jage de mørke magter på
flugt: Vi kender godt tanken fra Nytårsaftens fyrværkeri. Og altså også fra
bålet ved Skt. Hans aften.

Meningen med bålet er at fastholde lyset og varmen og dermed
jage mørket og mørkets magter væk. Og det er her heksen kommer ind.

For heksen er netop et symbol på alt det onde og mørke og
farlige. Man kan sige, at heksen var en slags repræsentant for alt det onde og
truende – og der var noget betryggende i at sende det alt sammen med hende til
Bloksbjerg.

Nogle af de kendte hekse er fx Hexia de Trix, Snehvides onde
stedmor, Madam Mim og nogen kender måske også bøgerne om vildheksen Clara – de er
ikke alle sammen onde hekse og alle sammen er de opdigtede væsner, men selv om
vi ikke helt tror på hekse eller mørkets magter, så sniger der sig alligevel
lidt mørke og ondskab ind i vores hverdag.

I den senere tid har vi oplevet terroren i vore nabolande –
England og Frankrig, hvor angrebene har været møntet på vores frihed og
demokratiske måde at leve på.

Deres formål har været at skabe frygt i vores hverdag, knægte
vores glæde ved at være sammen og måden vi fejrer vores begivenheder.

Når nogen forsøger at hindre vores frihed, tage vores
traditioner som gidsel og få os til at ændre vaner på grund af frygt, så er det
ekstra vigtigt, at vi fortsætter med at mødes, holder fast i vores traditioner
og måden vi fejrer de store begivenheder i livet. Ellers har det mørke vundet.

Det gælder også i aften, hvor traditionerne blomstrer. Det er jo derfor vi
stadig fejrer Skt. Hans – vi vil gerne være sammen om en god tradition. Vi vil
gerne fejre de lange lyse nætter – de er her heldigvis lidt endnu. Og vi vil
gerne fejre, at når vi er sammen i et fællesskab, så er vi stærkere, end når vi
er alene.

Og netop det med fællesskabet og sammenholdet
er noget, vi kan skal sætte pris på i vores lille del af verdenen. Det er
frivillige kræfter, der har arrangeret denne aften. Det er fællesskabet i AKI,
der gør, at gymnastik og badminton og meget andet er et tilbud år efter år, og
det er de frivillige i FDF, der giver vores børn så mange unikke oplevelser.

Det er altid rart at mærke opbakningen
til et arrangement – særligt når en så traditionsrig aften som skt Hans må
flytte sig lidt for udviklingen.

Den nyasfalterede banesti er bestemt
et plus for området og har også været med til at løfte Sandgraven, så vi
forhåbentlig kan gå mere tørskoede i fremtiden – Lad os håbe, at den nu også er
klimasikret.

Lad mig slutte denne tale med at
sende heksen, det mørke og bekymringerne til Bloksbjerg og ønske jer alle en
rigtig god sommer.