Læserbrev bragt i Fyens Stiftstidende 10. januar 2016

Regionen har netop udsendt et sparekatalog. Et sparekatalog,
hvor der som konsekvens skal tages nogle beslutninger, der kan komme til at
berøre mange borgere i Syddanmark. For det er ikke ligegyldigt, hvordan vores
sygehuse drives, eller hvor de er placeret.

I Middelfart har vi et højt specialiseret og meget velfungerende
rygcenter, der er anerkendt over hele landet. Det modtager omkring 34.000
patienter pr. år. Det blev oprettet i
2009 bl.a. pga. den centrale placering i Regionen og de gode adgangsforholdtil
Middelfart. Oprettelsen kostede omkring
44 mio. kr. i
ombygning, inventar, renovering og installation af MR-scanner. Samme
omkostninger må man påregne, hvis rygcentret skal flyttes et andet sted hen.

Skal
man spare skal det være på driften, da man må forvente det samme antal patienter.
Så det er også vigtigt at kigge på synergier og driftsomkostninger. Også her
har en placering i Middelfart fordele, da der i dag er flere synergier i
samarbejdet mellem smertecentret i Middelfart og med psykiatrisk afdeling i
Middelfart. Driftsomkostningerne vil stige uden dette samarbejde.

Når
man lægger alle argumenterne sammen: den centrale placering, med parkeringsmuligheder,
motorvej og togstation tæt på, den store oprettelsesomkostning, de økonomiske driftsfordele
i det lokale samarbejde og det høje faglige niveau, der ikke nødvendigvis
flytter med, så håber jeg, politikerne i Regionen vil tænke sig rigtig godt om
inden den store beslutning skal tages. Vi skal kunne se fornuften i
beslutningen og en reel besparelse.

Regitze Tilma, borgmesterkandidat Venstre i Middelfart