Tale til Venstre i Middelfart kredsens grundlovsmøde på Indslev bryggeri

Tak for invitationen til at komme og tale her i dag. Det er en fornøjelse at få lov til at fejre vores Grundlov, sammen med så mange fremmødte.

Vi fejrer i dag grundlovens fødselsdag. I modsætning til andre lande fik Danmark sin frie forfatning i fred og fordragelighed. Og det er egentlig en fascinerende historie.

Den 21. marts 1848 gik flere tusind mennesker i procession mod Christiansborg. Nationalbankdirektør og formand for Københavns borgerrepræsentation Lauritz Hvidt gik ind på Christiansborg.

Efter en nogen ventetid, åbnedes omsider slotsporten, og Hvidt meddelte kongens svar: ”Ministeriet er opløst!”

Den enorme forsamling udbrød: ”Konge leve!” Og så tog alle hjem for at spise.

Så fredeligt og vel typisk dansk, foregik revolutionen i København i 1848, hvor enevælden faldt og året efter fik Danmark sin frie forfatning, Grundloven.

Denne fælles historie skal vi altid huske. Den bragte os de grundlæggende frihedsrettigheder som trykkefrihed, foreningsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ikke mindst ejendomsret, som lande over hele verden kigger langt efter og som vi ofte tager for givet i dagligdagen.

Samtidig bragte Grundloven os folkestyret med frie valg og lige og almindelig valgret – for mænd altså. Mænd med ejendom og orden i økonomien.

Der skulle gå 60 år før kvinder fik adgang til at deltage i lokale valg, hvor de kvindelige kommunalpolitikeres seriøse arbejde senere bandede vejen ind i Rigsdagen. Derfor kan vi i dag fejre 100 året for kvinders valgret til Folketinget. 100 året for, at mænd og kvinder blev stillet lige i politiske sammenhænge.

Alligevel skulle der gå næsten 100 år før vi fik en kvindelig statsminister og altså mere end 100 år før kvinderne fik øje på den indflydelse, de går glip af med deres fravær.

Middelfart Kommune

I Middelfart kommune er kun 16 % af byrådet kvinder. På landsplan er der i gennemsnit 29 % kvinder i byrådene, i Folketinget er der 38 % kvinder – hvorfor er der denne forskel?

En række forskere har forsøgt at forklare dette. De peger bl.a. på de lokale partiforeningers rekrutteringspraksis, vælgernes mindre tilbøjelighed til at stemme på kvinder ved de kommunale valg og de dårlige arbejdsbetingelser for kommunalpolitisk arbejde, som nogle mulige forklaringer på den lave kvinderepræsentation i byrådene.

Især problematikken i det såkaldte tredobbelte karrieresystem- altså hvor kvinder skal passe hjem, erhvervsarbejde og en politisk karriere, ses som en stor barriere, der i første omgang helt stopper kvinder i at stille op til valg.

At der er 38 % kvinder, der er valgt til Folketinget, kan støtte denne teori. Folketingsmedlemmer er fuldtidslønnede og kan fokusere på en karriere inden for politik. Byrådsarbejdet er lavtlønnet, hvis man tæller timer, og fordrer derfor, at der skaffes en anden indtægt. Samtidig kræver det en ganske solid opbakning hjemmefra- uanset om det er manden eller kvinden, der vælger det politiske arbejde til.

At byrådsmedlemmer har en tæt kontakt til arbejdsmarkedet er en fordel, og jeg ønsker heller ikke fuldtidspolitikere i byrådet. Men det er uden tvivl med til at mindske antallet af kvinder i lokalpolitik.

Samtidig tror jeg, at mange kvinder ikke har lyst til at sætte sig selv i en situation, hvor de kan kræves svar om alt, også komplicerede økonomiske regnskaber og personligt svære beslutninger. Mange kvinder jeg kender, bekender aldrig politisk kulør og starter aldrig en politisk diskussion, da de ikke vil være åbent uenige med nogen. Det kræver tid og mod at danne sig en holdning og argumentere for den offentlig.

At kvinder er underrepræsenterede i det danske demokrati er et dilemma og et demokratisk problem,

Hvorfor er det gået så galt i Middelfart?

Ved kommunalvalget i 2013 var der 21 opstillede kvinder på partiernes lister – kun 4 blev valgt. Dette var næsten en halvering i forhold til valget før. Bemærkelsesværdigt er det, at Social demokraternes 11 mand store byrådsgruppe er helt renset for kvinder.

Af de 4 valgte kvinder, så er 3 blevet gruppeformænd – her kunne man så konkludere, at de kvinder, der vælges, også er dem, der vil noget mere og derfor giver sig lige lidt mere end de andre? Men skal der virkelig så meget til, for at kvinder får chancen for at sidde med ved bordet?

Jeg mener, det er et demokratisk problem, vi må forholde os til og arbejde med ud fra mange forskellige parametre. Og jeg vil gøre mit til, at vi får flere kvinder på opstillingslisten til næste valg. For bruger og forsvarer vi ikke vores demokratiske rettigheder, så smuldre de for øjnene af os.

I dagens Danmark ser vi faktisk en af de vigtigste Grundlovssikrede rettigheder smuldre for øjnene af os hver eneste dag. Og det endda med Folketingets og Byrådets velsignelse.

Ejendomsrettens ukrænkelighed

Jeg tænker på ejendomsrettens ukrænkelighed. Randzoner, planlov, beskyttelseslinjer, …. Og vores lokalt vedtagne stiplaner, som har været efterspurgt af mange, meget længe.

Alle bøjer de en lille smule ejendomsrettens ukrænkelighed. Mange af lovene giver rigtig god mening og er en klar fordel for almenvældet, mens andre hviler på spinkle grundlag.

Venstre i Middelfart har i processen omkring stier i kommunen og især omkring planerne for en sti på det gamle jernbanespor fra Middelfart til Bogense og Odense, talt for lodsejernes rettigheder.

Mange af de mennesker, der er flyttet på landet har ønsket fred og ro og har købt ejendom og jord i den tro, at her var mulighederne for at leve det liv, de ønskede.

På den modsatte side står så ønsket om, at så mange som muligt skal få adgang til vores smukke natur, opleve glæden ved at have højt til himlen, friheden og fuglefløjt.

Undersøgelser har vist, at nærheden til naturen er en af de vigtigste årsager til, at folk flytter på landet. Med den stigende urbanisering i Danmark, så er det naturligvis også en del af Byrådets arbejde at få tilflyttere på landet og at give lokalområderne muligheder for at udvikle sig og gøre sig selv attraktive.

Derfor er det en vigtig balancegang, både at sikre ejendomsretten og at give borgere og lokalområder mulighed for udvikling, for begge dele er vigtigt.

Min pointe er, at det aldrig må blive så selvfølgeligt for os at disponere over andres jord, at vi har glemt de grundlæggende rettigheder, vores land er bygget på. Ejendomsretten er en grundlovssikret rettighed, og vi skal vælge med omhu, hvor vi knægter den.

Så når vi i dag fejrer Grundloven, den stilfærdige danske måde, den blev til virkelighed på og glæder os over, de rettigheder og den frihed den har givet os, så bør Grundlovsdag være den dag, hvor vi minder hinanden om, at dette ikke kan tages for givet.

Historien og demokratiet skal holdes levende ved vores aktive deltagelse i debatter, forsamlinger, partier og protester ved, at vi i hverdagen tænker over vores rettigheder og bruger dem ansvarligt.

Ytringsfriheden

Godt nok har vi ikke en nationaldag i Danmark, som man kender det fra mange andre lande. Andre lande fejrer deres uafhængighed, revolutioner eller gen-foreninger. Det gør vi ikke, og der er langt fra den danske historie til franskmændenes storm på Bastillen, amerikanernes Uafhængighedserklæring og tyskernes markering af genforeningen.

Men til gengæld fejrer vi Grundlovsdag. Uden genopførelse af historiske slag, militærparader eller fyrværkeri. Vi fejrer det ved, at mødes og benytte os af de friheder, som vi fik cementeret med Grundloven: Forsamlingsfriheden. Ytringsfriheden. Vi mødes, taler og synger for at skønne på demokratiets grundfæstning og de frihedsrettigheder, der fulgte med.

Det danske demokrati i dag er anderledes, end det Frederik d. 7. skrev under på. Men det angav rammen. Og inden for den har det udviklet sig – og sat sig i alle led i samfundet.

Vi kender det alle sammen. Har man været spejder, aktiv i fodboldklubben eller grundejerforeningen – ja, så er vores demokrati trængt igennem.

Vi ser det på de sociale medier, hvor talestrømmen aldrig står stille og en hver politiker med respekt for sig selv er til stede.

Hér kommer vi tæt på hinanden, kigger ind i hinandens liv og hverdag, følger festen, brylluppet, barnedåben og begravelsen samtidig med, at vi følger holdningstilkendegivelserne, markedsføringen og de politiske kampagner. Uden ytringsfriheden ville vores liv se meget anderledes ud.

Alle de grundlovssikrede rettigheder er vigtige. Men ytringsfriheden er den mest kostbare rettighed, vi har. For har vi ikke ret til frit at meddele vore tanker til andre, har vi ikke ret til at diskutere og kritisere, ja, så er ingen af de øvrige frihedsrettigheder i virkeligheden meget værd.

Med friheden kommer dog også et ansvar. Et ansvar for at deltage aktivt i de demokratiske processer og at respektere andres holdninger.

Du er kun få klik væk fra at dele dine holdninger om et emne eller en person, som du aldrig behøver at se i øjnene. Det er et stort ansvar at kunne det, og nogen kan åbenlyst heller ikke håndtere det – og det er en skam.

For ytringsfriheden brugt rigtigt er med til at sikre fremskridt og udvikling i samfundet.

Ytringsfriheden er friheden til at komme med nye tanker og idéer, der kan bringe os fremad. Tanker og idéer, der måske oven i købet provokerer – og dermed sætter gang i en ny udvikling.

Gennem denne proces bliver gamle sandheder hele tiden udfordret af ny viden, nye teorier, nye måder at se tingene på – og vi udvikler os som mennesker og samfund. Derfor er ytringsfriheden så afgørende og værd at kæmpe for.

Lad mig slutte med en opfordring til at deltage i demokratiet, der i disse valgkampdage lever i allerbedste velgående.

Om du er mand eller kvinde, så husk på: Man kan få demokratiet til at smuldre, hvis man ikke forstår, at man er en del af den.

Og man kan ikke forvente reelle frihedsrettigheder, hvis man ikke passer på dem i hverdagens handlinger.

Tak for ordet.