Bragt i MelfarPosten og Ugeavisen Vestfyn uge 46

Skolereformen,
der jo blev vedtaget for blot nogle måneder siden, kan roligt betegnes som en
af de største omvæltninger i Folkeskolen i nyere tid. En af de vigtigste
opgaver for det nye byråd bliver at gøre reformen til en succes. Og det har
bare at blive godt, for jeg også lægger børn til. Men hvad bedre for en
politiker, end at føle de beslutninger, der tages på egen krop.

Jeg
ser mange muligheder i reformen, hvor der kan blive plads til nye aktører,
fagkombinationer og kreativitet i undervisningen. I den sammenhæng ser jeg
temaerne om den åbne skole og mere bevægelse som klare incitamenter til at invitere
fagfolk, musikskole, klubber, lokalsamfund, kulturen, kommunen osv. ind. Men
det handler også om at tage ud af skolen. Her kunne jeg godt se formålet med at
genindføre lejrskoletilskuddet, som jo blev sparet væk for nogle år siden. Det
kunne både understøtte tankerne om styrket fremmedsprog, åbenhed og
erhvervskendskab.

Reformen
stiller også krav til skolernes fysiske rammer – både inde og ude. Skolerenoveringer
er allerede godt i gang, og der er planlagt istandsættelser i både Båring, Nr. Åby
og Brenderup de kommende år. Vi skal fortsat investere i renoveringer af
skolerne over hele kommunen.

Processen
omkring den nye folkeskole er i fuld gang. Det er afgørende, at vi arbejder
sammen, arbejder hurtigt, at alle ideer inddrages og lokale forhold inkluderes,
så vi får skabt den bedste skole for vores børn.